Uge 31 (28.07 – 03.08 2024) Linje 3

MALERI U31c 24
(REALISTISK MALERI – figurative forbilleder)
v/ Rune Elgaard

Man skal ikke imitere fortiden, men ingenting opstår af intet! At arbejde med kunst handler om at finde sin egen stemme i dialog med det, der er sket tidligere.

Velkommen til et kursus, hvor vi vil fordybe os i realistisk maleri med udgangspunkt i kunsthistorien. Vi vil se nærmere på en række malere og lade os inspirere af dem. Figuration og realisme – ofte brugt i flæng – betegner ikke én måde at male på, selvom de begge refererer til billeder, som gengiver omverdenen. Men, verden kan males på uendelig mange måder, hvilket kunstnere også altid har gjort.

Undervejs vil kurset komme omkring spørgsmål som, hvordan ønsker jeg at male virkeligheden, og hvad er mit fokus, når jeg gør det? Og handler det primært om at gengive et motiv med størst mulig detaljeringsgrad – eller er det vigtige at formidle, hvordan det føles at være til i verden? Svaret er muligvis en kombination – eller måske er det et helt tredje?

Undervisningen vil vægtlægge individuel vejledning. Der vil blive stillet fælles opgaver, men hovedfokus vil være på det, som du ønsker at formulere i dit maleri samt, hvordan du kommer derhen. Kurset indeholder undervisning i realistiske maleteknikker og vi vil komme ind på hvilke materialer, man med fordel kan bruge for at opnå det ønskede resultat. Desuden vil vi se på en række kunstnere og værker på tværs af kunsthistorien, som måske kan rykke dit projekt i en ny retning.

På kurset kan der arbejdes med akrylmaling, vandopløselige oliefarver og klassisk oliemaling (med malemiddel uden opløsningsmidler).

Alle er velkomne – uanset om du har malet i mange år eller du begynder nu.

Rune Elgaard, født 1980 i Danmark, bor og arbejder i Oslo. Har en MFA fra Kunsthøjskolen i Oslo, Kunstakademiet (2011) og en BFA fra Kunstakademiet i Trondheim, NTNU (2009). Har siden udstillet rundt om i verden bl.a. på White Noise Gallery i Rom (2021), KB Contemporary i Oslo (2022) og senest i Arendal Kunstforening, Norge (2023). Rune Elgaard er repræsenteret af KB Contemporary (Oslo).

Links:
https://www.runeelgaard.com

https://www.kbcontemporary.com/artists/rune-elgaard

https://www.instagram.com/rune_elgaard/

Pris kr. 5.241,- Prisen omfatter undervisning, foredrag, kost & logi.
Tillæg for eneværelse kr. 525,-
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Kunsthøjskolen på Ærø
Vester Møllebakke 4
5985 Søby, Ærø
Forstander: Susan Hinnum
Kontortid: Hverdage 9 - 13
Tlf.: 62 58 16 60
E-mail: info@kunstaeroe.dk