Uge 27/28 (30.06 – 13.07 2024) Linje 3

FOTOGRAFI U27/28c 24
(KREATIVE GREB – FOTOGRAFI mellem dig og verden)
v/ Angelina Owino

Fotografi er mere end blot en registrering. Det er også en afspejling af personen bag kameraet, for billedet fortæller om, hvor du var og hvad du så. Velkommen til et kursus med fokus på at arbejde med fotografi som udtryksform, samt på nye kreative værktøjer til at udtrykke dig selv.

Kursets omdrejningspunkt er lysten til at tage billeder, hvor noget er sat på spil. Billeder med stemninger og følelser, der fortæller historier. Derfor: velkommen til et kursus, hvor du inviteres et lag dybere ind i dit fotografi.

I den første uge af kurset gennemgås fire kreative greb – i ugen efter arbejdes der i dybden med individuelle opgaver. Undervejs personlig sparring, der er tilrettelagt udfra, hvad du kan og i respekt for, hvordan du kan rykke dig videre derfra.

Udover den daglige undervisning tager kurset udgangspunkt i feedback, foredrag, opgaver, inspiration og al magt til fantasien.

Kunsthøjskolen på Ærø råder over en del stærke computere (Mac) med billedbehandlingsprogrammet Photoshop. Undervisning i billedredigering foregår på disse computere. Det er en fordel at medbringe et digitalt spejlreflekskamera. Skolens udstyr inkluderer en fotoprinter, en laserprinter samt en plotter.

Alle er velkomne, øvede som uøvede.

Angelina Owino (f. 1981) er uddannet fotojournalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus (2008-13) samt på University of Missouri (kunstfotografi). Angelina Owino er visuel historiefortæller. Hun arbejder både som klassisk fotojournalist for medier, er prisvindende filmskaber og udstiller hendes billede i ind og udland. Hun bruger ofte sig selv som lærred i hendes fotokunst og som dokumentarist. Angelina Owino arbejder altid udfra at bryde tabuer og skabe fællesskab. Hendes første kortfilm: “Måske en dag” (2019) har de seneste år været vist på 15 filmfestivaller rundt om i verden, og har blandt andet vundet publikumsprisen ved CINEMARE Int’l Ocean Film Festival i 2021 og Jurys Pris ved Brest Surf Film Festival.

Se mere
http://www.angelinaowino.com

https://www.instagram.com/angelinaowino/

Pris kr. 7.887,- Prisen omfatter undervisning, foredrag, kost & logi.
Tillæg for eneværelse kr. 1.050,-
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Kunsthøjskolen på Ærø
Vester Møllebakke 4
5985 Søby, Ærø
Forstander: Susan Hinnum
Kontortid: Hverdage 9 - 13
Tlf.: 62 58 16 60
E-mail: info@kunstaeroe.dk