Jeg indleder min beretning med et kort rids, over udviklingen frem til Niels Lomholt bliver forstander - Og altså ansætter mig. Beretningen om Kunsthøjskolen er selvfølgelig sporadisk, men jeg har prøvet at beskrive noget af det, der rinder mig i hu, som vigtige overgange.
Min beskrivelse af Susan Hinnums tid som forstander mangler selvfølgelig både detaljer og overblik. Men hendes plads er jo stadig under stråtaget, mellem de mange bøger og samtaler med elever og undervisere. Hendes fantastiske virke må fortælles i en anden kontekst og af en anden stemme end min.
Min ansættelse på Kunsthøjskolen standsede før Corona tidens store og altfavnende omvæltninger. Det er mit indtryk, at også begrebet “højskolen” undergik en forandring, som jeg ikke var en del af. Derfor er dette skriv ikke en aktuel beretning fra højskolen af i dag, men et kik i bakspejlet.
DE FØRSTE ÅR
Jeg blev ansat op mod jul i 1989, med tiltrædelse i februar 1990. Læste stillingsopslaget i Ærø Ugeavis og skrev en flippet ansøgning. Min erfaring med skriftlige ansøgninger var lig nul, og jeg havde ingen objektive meritter, så som akademi, universitet eller seminarium, jeg kunne henvise til. Jeg kom til samtale med Niels Lomholt, der skulle overtage forstanderjobbet efter Thomas Winding - og fik overraskende nok jobbet!
Købet af Søbygårdsmark Gl. Skole, der efterfølgende blev kaldt “Den Røde Skole”, betød, at undervisningen blev flyttet 300 meter ned af bakken, hvor den store lyse skolestue blev til malersalen og førstelærerens lejlighed pø om pø til undervisningslokaler, mens der blev lavet elevværelser og bad og toiletter på loftet under skiffertaget.
Det grundliggende arbejde udførtes af lokale håndværkere, men højskolens personale og frivillige havde travlt med tapet og malerkoste, så der blev klart til indflytning i februar 1990.
I de følgende år var der hele tiden travlhed med at forandre, både Den Røde Skole og faciliteterne på den oprindelige parcel længere oppe af bakken. Fortrinsvis at skabe flere værelser samt et bibliotek på loftet i hovedhuset. Som det allerførste blev der indrettet spisestue i Hovedhuset, der hvor der før var atelier. Noget senere indrettede vi Samlingssal i vognporten i Længen, hvor der før også undervistes - bl. a. i grafik. Jeg husker pedeller og pedelmedhjælpere, køkkenpersonale, undervisere, enkelte frivillige og selve forstanderen, der var i sving med at flytte vægge, isolere, lægge/slibe gulve, male vægge og lofter osv. På en måde byggede vi selv skolen - Det var tidsånden.
Spisesal og Samlingssal ændrede grundstrukturen fuldkommen. Det blev nu muligt at spise sammen! Førhen blev måltiderne indtaget rundt omkring i Hovedhuset - og udenfor om sommeren. Nu sad vi rundt om bordene og kunne tale sammen.
Morgensamlingerne var, og er til stadighed, skolens glødende bål, et kontinuum af fortællinger om kunst i alle afskygninger og om kunstens berøring med håndværk, politik, køn og liv.
Jeg har i en tidligere tekst beskrevet spisestuen sådan: ”Man kommer fra hver sit sted til det fælles bord for at spise. langbordet strækker sig i hele spisestuens længde. Køkkenet tager hensyn til alles gastronomiske idiosynkrasier, derfor er der mange retter på buffeten. Det er som en folkestue på en herregård, en kibbutz, et sejlskib eller alle andre steder, hvor liv og arbejde er fuldt integreret. Man sætter sig, hvor der er plads. Langbænkene er skiftet ud med stole, der er rum for individualitet”. Her går snakken. Det er måske det vigtigste forum for den “løbske tale” om kunsten og arbejdet med den. Her kan man for en stund løsne det ellers så fæstnede blik på sit eget og blive en del af helheden.
I 1985 blev skolen godkendt som højskole. Og et par år efter at Niels Lomholt overtog ledelsen, erklærede vi os som Kunsthøjskolen På Ærø. Her forsvandt de sidste rester af det kunsthåndværk, der havde været bærende for højskolen, som vævning, silkemaling, plantefarvning, syning - ja, og gartneriet. Og hermed forsvandt også den tilknytning som lokale kunstnere og kunsthåndværkere havde haft til skolen i de første år.
Niels var udøvende kunstner og avantgardist, han arbejdede med det nye medie, Videokunst, og var en af landets førende inden for dette felt. Han arbejdede også med mail-art, en kunstart, der havde postvæsenet som en afgørende faktor. Derudover var han jazzmusiker, saxofonist, i den mere syrede afdeling, performances kunstner, fotograf, ynder af franske filosoffer og meget, meget mere. Han rekrutterede kunstnere fra disse miljøer til at undervise. Kunstbegrebet eksploderede: konceptkunst, post painting, videoproduktioner og skulptur i udvidet forstand begyndte at materialisere sig i værkstederne på Den Røde Skole.
GRAFIKKEN - HISTORIEN OM TRYKPRESSEN
Da jeg blev ansat, havde højskolen haft et længere samarbejde med grafikeren Hans Krull. Hans og hans svoger Tom havde anskaffet en trykpresse. En stor, tung og vidunderlig maskine, egentligt lavet til offset, men også anvendelig til højtryk, og som havde sin plads midt i værkstedet i den før omtalte vognport i Længen.
Jeg havde en del erfaring med grafikken fra mine HF-år på Ribe Seminarium, hvor jeg var allermest optaget af formningslokalet og havde ryddet hylderne for linoleum og papir. Så jeg kunne det der med at snitte & trykke.
Efter overtagelsen af Den Røde Skole ville vi indrette et nyt grafikværksted i lærerboligens køkken. Det lå ud til en lille lukket gård mellem skolebygningen og en mindre udbygning, der vist havde været førstelærerens garage. I gården var der adgang til haven i den ene ende og til skolegården i den anden.
Jeg havde aftalt med Ærø Redningskorps, at de skulle flytte pressen med en af deres kranbiler. Chaufføren fik bøvlet kranen ind i haven bag skolen og løftede pressen hen over den lave udbygning og stillede den på køkkentrappen - dog halvvejs inde i den smalle gang, der forbandt køkken og skolestue.
Under gulvet i den smalle gang stod oliefyret og “hostede”. Gulvet var kun båret af en enkel bjælke, og frygten var naturligvis den, at pressen skulle styrte gennem gulvet. Jeg måtte derfor understøtte gulvet med mange stolper. Vi fik forsigtigt pressen skubbet på plads, så operationen lykkedes, og pressen kom til at danne fundamentet for et rigtigt grafikværksted, der kom til at fungere i mange år.
Men alting har sin ende - også grafikken. For efterhånden fyldte de elektroniske medier det meste, og da trykkeriet næsten var gået i stå, sådan som det var overalt i den grafiske industri, besluttede vi at nedlægge værkstedet.
Der var i mellemtiden sket det, at den før omtalte lukkede gård, var blevet overdækket og omskabt til skulpturværksted. Så nu måtte Teddy (vores pedel) skille pressen i stumper og stykker og bære den ud af værkstedet. Mange år senere - nærmest i disse år, er det grafiske tryk igen kommet til ære og værdighed, jeg har tit fortrudt, at vi måtte “slagte” grafikpressen.
HØJSKOLEN OG SKULPTUREN
For mig personligt kom nedlæggelsen af grafikken til at ændre alt. Fra at have arbejdet med en smal og defineret proces - det grafiske tryk - opstod et nyt undervisningsområde for mig: Skulptur. Her var der en ide om at arbejde med skulptur som et udvidet begreb, en situation hvori alle muligheder åbnede sig. Vi definerede ikke skulpturen ud fra materialevalg, men ud fra intentionen om et værk. Heraf fulgte at materiale og intention indgik i dialog.
Efterhånden ændredes skolens virke til et seriøst og alvorligt arbejde med billedkunsten i alle dens former. Eleverne begyndte at orientere sig efter optagelse på en videregående kunstuddannelse - på et akademi eller eller en af kunsthåndværkerskolerne - både herhjemme og i udlandet. Hver vinter og vår bliver der arbejdet hårdt på værker, der skal indgå som ansøgnings objekter til de forskellige institutioner.
STUDIEREJSERNE
To gange årligt tog højskolen på studietur. Første gang jeg var med, gik turen tur til Barcelona. Her så vi Fundació Joan Miró, Museu Picasso, Dali muset i Figueres, Antoni Gaudis La Sagrada Familia, Park Güell. Aldrig havde jeg set noget lignede! Jeg var ikke vant til at rejse, og slet ikke at se al den kunst.
Siden besøgte vi flere gange biennalen i Venedig, Dokumenta i Kassel og, den hvert 10. år afholdte, skulpturudstilling i Mönster. Vi tog på Kunstmesse i Köln og videre op og ned ad Rhinen til Bonn, Düsseldorf, Mönchengladbach og Insel Hombroich ved byen Neuss.
Senere blev det til mange, mange rejser til Berlin. Den tyske kunstscene flyttede fra Ruhrgebiet til den nye fælles tyske hovedstad, Berlin, i årene efter murens fald. Og mange danske unge i almindelighed, kunstnere i særdeleshed, flyttede til den berømte by.
Vores første besøg i Berlin må have været foråret 1991. Niels var kommet i kontakt med en herboende tysker, Reinart Behr. Han var dansk gift og talte et skønt dansk. Tidligere havde han siddet i det Vest-Berlinske parlament for de Grønne. Han kunne sin historie og sit Berlin. Han sad ved siden af Jesper Bus gennem storbyen og fortalte om alt, vi kom forbi - og brød også ud i sang en enkelt gang eller to. Op mod rejsen besøgte han os på højskolen og fortalte om Berlin og tysk historie. Det var en rigtig fin introduktion til det tyske.
Jeg blev godt kendt med den tyske kunstscene og med de store Berlinske museer og gallerier. Berlin er siden blevet min anden hjemby. De mange studieture blev en slags uddannelse for mig, og en aktivitet jeg meget nødigt ville have undværet.
VIDEO, PERFORMENCE OG KUNST I ET UDVDET BEGREB
Da vi definerede os som Kunsthøjskolen, måtte vi naturligvis ændre vores fagrække og tilføjede til maleriet og grafikken: skulptur, performance og video/foto. Det betød også, at der kom andre lærerkræfter til. Billedhuggere, videokunstnere.
På mange måder var vores faciliteter ikke gearede til denne udvikling - Ingen keramikovne, intet bronze støberi, intet træværksted og meget lidt computerkraft - efterhånden blev computerkraften dog større - og der kom klippefaciliteter til. Ja, og flere kameraer, også til digitalt fotografi.
Der blev lavet rigtigt mange videoer i 90-erne og årtiet efter, selvfølgelig på grund af Niels og de undervisere han tiltrak. De fleste værker var af 3 minutters varighed, det passede til optagelseskriterierne. Der blev eksperimenteret vildt med mediet og alle mulige muligheder blev forsøgt. - Det var virkeligt sjovt.
OM MIN ANSÆTTELSE
Jeg har aldrig været ansat på fuld tid, på den måde kunne der ansættes gæstelærere til at varetage den største del af de læste timer. Jeg havde undervisningsperioder og perioder, hvor jeg kunne arbejde med mine egne ting, dog med mulighed for at jeg kunne tilkaldes, hvis det var nødvendigt.
Til pligterne hørte det at være ugelærer. Hvilket betød, at man fra mandag til søndag havde vagten på skolen - også om natten. Derudover stod man for ugens 5 morgensamlinger og alle mulige gøremål fra at sælge materialer i butikken, sælge øller fra baren og ind imellem give en hånd med ved aftensmaden. Ja, og så var der altid en underviser til stede.
Det var lange uger, der trak tænder ud, også for min familie. Jeg var meget væk hjemmefra i de første 18 år. - Et fravær der føltes meningsløst, fordi der jo aldrig rigtig skete noget akut, jeg skulle gribe ind i. Der var et almindeligt og sundt ungdomsliv på skolen.
Morgensamlingerne handlede altid om noget kunstrelateret, og det kunne være svært at finde på fem på hinanden følgende, relevante indslag. Mit problem var, at al min viden, er det man kalder allegorisk - dvs bygget på egne erfaringer og “von hörensagen sagen”. (Der var ikke tale om, at jeg fik efteruddannelse). Det var vel det beredskab, jeg lavede kunst ud fra, men utilstrækkeligt til at til at fylde oplæggene. Så jeg fandt på at lave små performances eller optrin: Historien om tommestokken, Om det bærbare, Magnetfortællinger, Om stole og Lit de Parade for en lort; Og så videre, og så videre. Disse morgensamlinger fik efterhånden den virkning, at de blev et laboratorium for min egen videre kunstproduktion.
Da hele det digitale begyndte at blive almindeligt tilgængeligt lige før årtusindeskiftet, opstod der helt andre muligheder: Kunstnerne lavede hjemmesider, det gjorde museerne også. Det var nu ikke nødvendigt at vente på at en rulle dias-film blev fremkaldt, før jeg kunne vise en bestemt skulptur af Marcel Duchamp eller The Infinite Coulmn af Constantin Brâncusi. Nu kunne jeg finde det på nettet og vise det på væggen i samlingssalen med en Billedblæser. I det hele taget revolutionerede internettet billedkunsten.
DE STORE ÆNDRINGERS TID
Det havde længe været en stiltiende aftale mellem Niels Lomholt og Susan Hinnum, at hun skulle være hans afløser. Og i 2008 skete skiftet. Det blev til de store forandringers tid. For mit vedkommende fik det afgørende betydning, at hun med et pennestrøg afskaffede ugelærerfunktionen og delte morgensamlingerne ud på undervisere og elever, så man aldrig havde mere end en morgensamling pr uge - oftest mindre. Dette var en uhyre lettelse - det andet var jo da også helt uhyrligt.
Allerede inden Susans ansættelse havde højskolen købt aftægtsboligen til Møllegården, der lå som nabo. Her blev indrettet værelser og undervisningslokale til fortrinsvis uge - og sommerkursister, hvilket betød, at vi havde kunnet udvide kursusaktiviteten, også udover sommerperioden.
Susan afstod fra at bo i forstanderboligen, som også blev inddraget til kursistværelser - og det tilhørende atelier blev omdannet til ny Samlingssal. Den Røde Skole knopskød i første omgang med en skurvogn - der skulle være elevernes “opholds og fest” lokale. Vi byggede en White Cube til fotografering, især i forbindelse med de værker, der blev indsendt til optagelse akademierne herhjemme og i udlandet.
Selve Den Røde Skole blev udvidet med en tilbygning mod syd med et undervisningslokale. Og computerfaciliteterne fik en kraftig opdatering, både hvad lokale og udstyr angik. Derudover blev der ansat en til at undervise i og tilse maskinellet.
Arbejdet med gipsafstøbning og modellering foregik - og foregår stadig - under et halvtag. I de seneste år er der skabt endnu en tilbygning i området op mod Hovedhuset. Og så blev der bygget et træværksted, i en selvstændig bygning. Det var bare det fedeste!
Kunsthøjskolen på Ærø kan godt opfattes som et lukket og underligt sted, hvor der færdes nogle meget avancerede mennesker - også hvad udseende angår. Jeg tror aldrig, at vi har leflet for lokalbefolkningen, med i stedet indgået et helt almindeligt samliv med håndværkere, handlende, myndigheder og naboer. Det har skabt respekt om skolen. I søbyområdet mødes vi af stor velvilje, imødekommenhed og hjælpsomhed over for vore elever.
Susan opfandt SøbySommerSkulptur - en årlig skulpturudstilling på Søby havn, med en række forskellige deltagere: Nuværende elever, gamle elever, undervisere og gæster fra den danske kunstverden.. Det er en stor succes og et frugtbart samarbejde mellem folkene på havnen og højskolen. Derudover afholder vi hvert år Grundlovsfest i højskolens have. Altid tre talere, to kor og gratis kage og kaffe til alle. Det er et brag af en begivenhed, der tiltrækker folk fra hele øen. Til jul laver eleverne sammen med deres undervisere en JULEUDSTILLING. Det kan være i en tom Brugs, Den gamle tømmerhandel - eller på Søbygaard. Her er det altid muligt at købe “Ready-mades” mindre værker, i flere eksemplarer. Mon ikke der står nogle af disse rundt omkring i stuerene i Søby.
Jeg har tit tænkt på højskolen som om det var en laaang film, altså fra mit perspektiv. Fra elevernes er det vel nærmere nogle nedslag i billeder i et album, eller på instagram. Jeg er meget stolt af at have været højskolelærer, og jeg er stolt at have mødt så mange mennesker - de unge, de yngre og de gamle, her under stråtaget under Møllebakken. Jeg har formuleret det som “Kaotisk og tilfældigt, men drevet af kærlighed til kunstnerne (eleverne) og al den spæde begyndelse jeg har været vidne til”.
Jeg har i en tidligere tekst beskrevet værkstedet på følgende måde:
VÆRKSTEDET
”Det første møde med værkstederne, er ret tomt. Gulvene er malede grå og vægge og lofter står kridhvide, bemalede som de er med billig akrylmaling - år efter år - lag på lag dækkende malerklatter og mærker. Så vælter det ind med borde, stole og skamler og ikke mindst kursisternes eget værktøj og materialer. Man indretter sig i de forskellige lokaliteter - gør sig klar til at møde udfordringerne.
Skolen råder over et velassorteret video-/fotoværksted, et træværksted og et halvtag hvor der kan støbes med gibs- og cement. Der begyndes altid med et forløb i de tre værksteder, hvor det sikres at alle har erhvervet sig noget helt grundlæggende viden om de forskellige funktioner på værkstederne.
Lige siden først i 90’erne har gipsafstøbning haft en central placering på højskolen. Man kan se den store støbemester sammen med sine elever, på alle tider af året og på alle tider af døgnet, hvidpudret af gips i færd med en eller anden kompliceret afstøbning, hvor formen måske skal deles 12 gange før man kommer hele vejen rundt om Felixs gamle rygsæk. Der kan være en snedrive på gulvet under halvtaget, det kan storme eller styrtregne eller fryse 5 grader minus. De står der med fingrene i gipsen og i slipmidlet i håret og håber på at støbningen nu også lykkes denne gang. Arbejdsvilkårene kunne minde lidt om to videnskabsmænd der forsøger at skabe en kold fusion hjemme i køkkenvasken!
Limpistol, tape, silikone og skruemaskinen og måske en manglende undervisning i praktiske fag i skolesystemet, blev afgørende for en praksis højskolen udviklende for undervisningen i skulptur op gennem 0’erne. Der undervistes ikke i håndværk, men som Susan Hinnum senere har formuleret det, i kunstnerisk praksis.
Der var ikke krav til værket om, at de skulle kunne holde i al evighed, det var undersøgelser af forskellige ideer, der selvfølgeligt også udviklede sig til reelle kunstværker. Man kan sige at kunstproduktionen blev et opgør med det elitære håndværk og at udøverne tog retten til at arbejde med den fysiske dimension tilbage. Efter nogle år hvor de elektroniske medier syntes at skulle overtage billedkunsten, blev det plusligt lige så cool at tage skruemaskinen som videokameraet og at lære sig byggemarkedets koderne 122 cm X 244 som at kende videoredigeringens terminologi.
Min undervisning i skulpturfaget er baseret på at ideer og praksis forholder sig dialektisk og at realiseringen af værket i værkstedet sker gennem erfaringsdannelse opnået ved try & error og learning by doing - eller oversat til dansk: den der laver noget lærer noget! Som underviser skærer jeg ikke glasset for kursisten, men indgyder vedkommende mod til selv at fortage snittet. Eller jeg går, med min erfaring, sammen med kursisten ind i den proces ingen af os har kendskab til, på den måde udvides erfaringsrummet for begge parter.
Vi har altid talt om undersøgelser af fænomener og realiteter. Det er disse undersøgelser der fører frem mod værket, som perspektiveres med fagets traditioner og tidens tendenser.
Man gør hvad man vil og kan, uanset konventioner. Der opstod en vild lyst til at alt kunne lade sig gøre med et touch af poesi og humor! Det vendte op og ned på alting: den måde man brugte limpistolen eller pakketapet på, blev en del af den kunstneriske praksis. Vi kunne tale om en bestemt følsomhed skruemaskinerne eller hæftepistolen blev brugt på. Det blev skulpturen i et udvidet felt, der senere ud over selve virkeligheden inddrog det performative.
Værkstedet er et laboratorium. Et miks af traditionelle kunstneriske discipliner, som tegning, foto og maleri i kombination med lyd, video, forskellige readymades, kropslige udtryk, sociale eksperimenter, interaktion med lokalsamfundet, køn, krop og politik, der har kastet, og stadig kaster uendelige mænger af eksperimenter og værker af sig.
AFKALD PÅ TO SLAGS FÆLLESSKABER.
I efteråret 1989 var jeg holdt op med at ryge: pibe, smøger, cigarillos, cerut, cigar, men ikke pot og andre bevidsthedsudvidende stoffer, de hørte ikke til mit repertoire. Egentlig var det min 5-årige søn, Jonas, der gentagende gange med en tynd streg- tegning af en pibe, med en rød streg henover forsøgte at gøre mig opmærksom på rygningens farlige egenskaber.
Jeg var en stædig og halsstarrig ryger, der afskyede rygeforbud, hvor end de forekom. Men en tiltagende tobakskrillerhoste og min søns bekymring - Og måske også en kommende ansættelse på højskolen - fik mig til at tage beslutningen om at stoppe piben en sidste gang og tænde den sidste Kings.
Ved min tiltræden på Højskolen måtte man ryge overalt. Tobakstågerne svævede i alle stuerne og på værkstederne. Især var der et sted, hvor røgen stod særlig tyk, nemlig i det lille lokale mellem køkken og stue. Vi kalder det for pejsestuen. Det er her brændeovnen brænder vinteren igennem. Der ved vinduerne står et bord og for begge ender og langs vinduerne, er der stukket en bænk. Det var her, man sad og røg. Også Elsebeth lænede sig op ad dørkarmen til køkkengangen og tog et ordentligt hvæs af smøgen ind imellem den almindelige travlhed i køkkenet. Og det kostede hende dyrt, for alle og enhver bommede smøger af hende.
På et tidspunkt blev der lavet rygeforbud i Hovedhuset og sikkert også alle andre steder. Så måtte rygerne lide den tort at ryge ude under tagskægget. Eller ude på den overdækkede trappe på Den Røde Skole, hvor de stadig sidder og smøger den.
Der er blevet færre, der ryger. Dette har i sig selv mindsket broderskabet, hvis formål er det enkelte: At mødes over en smøg. Ja, og dele stort og småt, når man alligevel står så tæt sammen i røgen. Det er en meget diverse forsamling, tror jeg, for det er ikke mit indryk, at der er politiske, etniske eller kønsmæssige faktioner, blot man kan enes om at samles om lighterens lille dansende flamme!
Men jeg meldte mig altså ud af fællesskabet. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg sparede rigtig mange smøger og dermed penge (også jeg har det med at dele ud). Men gik helt sikkert også glip af en masse samvær, da det blev sådan, at rygerne skulle forlade fællesskabets bord, når rygetrangen meldte sig, for så at finde sammen i det andet fællesskab - det udenfor. Sådan sætter halsstarrig rygertrang eller venlig hensyntagen skel mellem os.
Det samme sted, der omkring bordet i “pejsestuen” sad eleverne også, når de ventede på et telefonopkald fra kæresten eller familien. Eller de sad i kø, når de skulle ringe til kæresten eller familien. Mønttelefonen stod et noget uinspirerende sted i et lille aflukke under trappen til loftet, hvor også kosten og støvsugeren holdt til. Men alligevel var det et meget populært sted. Den offentlige telefon - kunne man kalde den, for den blev taget af alle, der kom forbi. Og da opkaldet oftest blev modtaget af en, det ikke var tiltænkt (med mindre at vedkommende, der tog telefonen, ventede et opkald) opstod der altid det problem, at man skulle finde den rette modtager af opkaldet. Det kunne betyde en tur i værelsesfløjene, eller en tur ned af bakken til Den Røde Skole for at meddele rette vedkommende, at nu er kæresten i telefonen. Eller at vedkommendes kæreste ringer igen om ti minutter.
Man kunne også give en besked til en eller anden: “Jeg snakkede med din mor i telefonen, hun sagde, at jeg skulle hilse og sige, at hun ikke havde sendt pakken med gummistøvlerne, for det var for dyrt, men at du kunne købe nogle nye - hvis man da kunne det på øen, hun skulle nok betale”. Og så samtidigt vide, at moderen hed Lise, og at hun ikke behøvede at tale med datteren, fordi Lise og hendes nye mand, Palle, skulle flyve til Bali samme eftermiddag. På denne måde blev kredsen omkring eleverne meget stor og fyldt med informationer, og dermed kendskab til den kontekst eleven kom fra.
Første gang jeg oplevede, at en af eleverne havde en mobiltelefon, var da Martine, stod ude i gårdspladsen (mobildækningen var ikke så god) og talte højt, nærmest råbte, med en eller anden i sin Nokia. Jeg tænkte, Hvem taler hun med, og følte mig lukket ude. Så fik de alle sammen hver sin telefon. Orange fungerede bedst oppe i et fyrretræ ved møllen. Sådan havde alle selskaberne deres hotspots.
Vi nedlagde telefonen under trappen, og der var ikke længere telefonkø i pejsestuen. Og eleverne blev individer i den forstand, at kendskabet til deres hjemlige kontekst kun byggede på den information, man selv bar frem til fællesskabet. Ja, og senere er telefoni jo blevet alt muligt andet og en helt personlig affære. Sådan sløjfede udviklingen endnu et fællesskab.
Ole Hartvig, underviser på Kunsthøjskolen på Ærø i perioden1990- 2018.