Den morgen hvor nøglerne til stedet blev overdraget var det et forrygende stormvejr, hvor møllens vinger havde revet sig løs og det lød som om verden var ved at skilles ad. Jeg kom ind i billedet som en af flere unge arbejdsløse der skulle rydde vejen for de håndværkere der skulle bygge stedet om til skole.
Det gjaldt alt fra at pakke ting ned i kasser til at vælte vægge og skovle brokker ud, naboen Svend kørte så vognen ud på markvejen i Vitsø og der blev det så læsset af igen.
En af de ting der har fulgt mig i alle årene her på stedet er køkkenbænken, ”vi” startede vores bekendtskab da jeg blev sat til at afsyre den midt på gårdspladsen.
Da vi nåede sommeren 82 og stedet skulle tage kursister ind fik jeg tilbudt mit køkkenjob, jeg sagde faktisk nej tak de først 2 gange jeg blev spurgt (22 år gammel uden uddannelse). Tredje gang blev jeg ikke spurgt ad men fik at vide det er det du skal lave de måneder. Foreløbig indtil nu.
Den 13.05. 1985 blev dørene slået op for det første lange højskoleophold, jeg husker tydeligt den første aften med ”rundkreds” i stuen og præsentation. Det er nok en af de gange i mit liv hvor jeg har været mest nervøs. Nogle få var på alder med mig og de fleste 10-20 år ældre.
En ting var at jeg året før havde overtaget ansvaret for køkkenet da min daværende læremester og kollega valgte nye udfordringer. Det var en ting at skulle arbejde med kort kursister og gøre dem tilpasse, noget helt andet at skulle arbejde med mennesker der skulle bo og leve sammen i flere måneder.
Tiden hvor Inger var forstander kunne godt være lidt uforudsigelig ind imellem, det kunne godt kræve lidt af de ansattes ”personlige oliekander” at få glattet tingene ud efter et drama. Men fakta er der havde ikke været en højskole og mit job hvis ikke det havde været for hendes energi, jernvilje og store tillid til os.
I den tid hvor Thomas Winding var forstander kom og gik der et hav af ”berømtheder”, i hvert fald i forhold til hvad der plejede. De viste sig pudsigt nok at være ganske jordnære personer der tit lige holdt kaffepause og en lille snak på køkkenbænken.
Thomas havde aldrig lagt skjul på at han ikke ønskede en langvarig ansættelse og efterhalvandet år byttede han og Niels Lomholt stillinger.
De næste atten år sad Niels på forstanderjobbet i forhold til at være min chef, han udviste den samme tillid til mig som sine forgængere. Vi var måske ikke altid enige om tingene, tog af og til en snak på kontoret men har altid holdt fælles front hvis det var nødvendigt.
I de første år havde vi ofte lærere boende hos ”Nis og Helga” der boede i aftægten ved siden af.
Det var det gamle møllerpar der i sin tid havde haft gården. Vi var altid velkomne, der var kaffe på kanden og der skulle helst være tid til lidt snak.
Tror nu ikke altid det var lige sjov for lærerne, da det var gammeldags senge med en længde på 180 cm.
Ole Hartvig kom til som lærer da Niels blev forstander, vi havde mødt hinanden forud da ole havde været underviser på et kort hold tidligere. Ole og jeg nåede at være kolleger i 29 år før han gik på pension. Vi har utrolig mange minder sammen, heldigvis fest sjove. ”Når vi selv blev for sjove blev vi spurgt om ikke vi skulle en tur i skurvognen. I disse moderne tider kan jeg jo godt nævne, jeg altid har påstået at Ole og jeg er brødre.
Den resterende del af det biodynamiske startobjekt altså køkkenhaven blev efterhånden mindre og mindre, selv de 32 solbærbuske måtte lade livet, i takt med at kræfterne skulle bruges indendørs. Der kom flere elever på de lange hold og flere korte kurser.
”Ved godt at jeg ikke må kalde dem for elever,” men i mit hoved er en højskoleelev et dejligt ungt menneske med livsmod, lyst og videbegærlighed og nå jeg kalder dem for ”mine børn” er det kærligt ment.
Jeg fortæller dem gerne at halvdelen af det de lærer her, opdager de måske ikke, men de kommer helt sikkert til at bruge det resten af livet.
Tror faktisk roligt jeg kan påstå at der ikke findes en genstand eller et møbel jeg ikke har været med til at flytte et utal af gange. Og dog ”min køkkenbænk og den oprindelige tallerkenrække” bor stadig på deres plads.
I 1992 pillede vi stråtaget af værelseslængen, den bygning der oprindeligt havde været staldbygning og som var lavet om til beboelse. Det var et fælles projekt som ansatte, venner, naboer og et par unge fra vinterens hold deltog i. Bagefter overtog tækkemanden så der kom et nyt op igen. Det skal snart ske igen, tror dog ikke at jeg skal lege abekat denne gang.
I de første femten år af højskolens levetid blev der af og til anskaffet dyr af forskellige slags, der er jo så romantisk ude på landet. Der har været geder, får, grise og høns, det der dog aldrig blev taget højde for ved anskaffelsen var at de krævede pasning også når stedet holdt ferie, tog på studieture og lignende.
Feks. Grisen Britta. Den ankom en morgen i en sæk der blev åbnet på stuegulvet midt under en morgensamling med ordene: Værsgo!
Lille Britta fik en svinesti ovre ved dammen, hvor der er solceller i dag. Hun voksede sig stor og stærk og begyndte at kede sig. Så pludselig ringede telefonen og Svends kone Anne sagde hent jeres svin, det er ved at grave min køkkenhave op.
Næste gang sagde hun nu er det ikke sjovt længere, og tredje gang, blev den aggressiv over for hende og forsøgte at komme ind af døren. Altså blev Britta til koteletter.
Brittas efterfølgere Knold og Tot kunne man møde på strejftog fra højskolen til Søbygaard når som helst.
Hemmeligheden bag dem var at hvis man kom med den blå spand med madaffald kunne de altid lokkes med hjem igen. Af en eller anden mystisk grund blev deres koteletter ikke lige så store som Brittas!
På et tidspunkt lykkedes det dog mig at få indført en aftale om, at den der anskaffede dyr også selv skulle være bødlen når de skulle væk igen. Det hjalp!!
På mit område skete der det at at jeg i 1994 fik en fast makker i køkkenet Mie.
Der ud over at være køkken/rengøringsassistent også i nogle år havde posten som pedel på stedet.
Vi har kendt hverandre så at sige hele vores liv, og blev nok i manges øjne betragtet som ”Dupont og Dupont.”
Højskoleopgaverne, arbejdet med de unge mennesker og alle kortkursisterne har vi delt på lige fod i 30 år.
Vi har begge leet, grædt, rost og skældt ud, siddet i køkkenbænken med dem der havde behov for det.
Altså fået lov til at være skolens mødre.
Lige fra allerførste færd blev der arrangeret julemarked og møllemarked, det sidste var en begivenhed der fandt sted 3 weekend i juli lige frem til Niels stoppede. I begyndelsen var det de eneste af den slags på øen og det var velbesøgt og populært. Efterhånden som der blev lavet markeder alle steder på øen både jul og sommer gik noget af glansen af. Julemarkedet blev erstattet af grundlovsdagen som stadig er en af vore store arrangementer. Og møllemarkedet blev i de sidste år mere en hyggedag med musik, der var selvfølgelig stadig nogle boder men. Da Niels stoppede ophørte det helt. Der var mange glade oplevelser i det men helt ærligt har jeg aldrig savnet det store arbejde som det også var.
Det har altid været en arbejdsplads med ”højt til loftet” et familiested hvor vi alle har haft vores børn/ børnebørn med, når det lige kneb med pasning eller de var syge.
Det med højt til loftet gælder så ikke i den fysiske forstand, da selv jeg på 165cm ( vel at mærke i højden) kan slå hovedet i dørkarmen på vej ind i køkkenet og ikke gå oprejst i kælderen. Det er en del af prisen og charmen ved at være i de smukke gamle omgivelser.
I 1984 plantede jeg et valnøddetræ i gårdspladsen, det skulle lige vokse lidt mere før det kom op på bakken og stå som skolens smukke solitærtræ. Valnøddetræet venter stadig på at jeg planter det om, men det har gennem årene givet utroligt mange dejlige nødder.
Susan Hinnum tiltrådte som den fjerde forstander, hun kendte os alle på forhånd og turde alligevel tage handsken op. Der er selvfølgelig altid lidt tilretning og affjedring når det kommer ny mand på posten men også her har jeg fået fuld opbakning. Driller af og til hende med at hun er den fjerde af slagsen jeg tærer på.
Måske holder vi begge fast i at når vi går af, gør vi det sammen, det må tiden vise.
Ud over arbejdet med de lange hold er der også alle sommerholdene, som kræver noget mere servicering.
Og til det har vi efterhånden fået oparbejdet en stab af tidligere unge kursister der går igen år efter år, de er blevet en del af min højskolefamilie.
Felix feks. har været ansat hos os de sidste 10 somre og lidt indimellem hvis vi har været i bekneb.
Efterhånden er det sådan at når vi sidder med kaffekoppen i køkkenbænken og snakker om de forskellige nutidige kunstnere så er det gået op for mig at jeg, som Heine og Nikolai sagde en dag ”er mor ” til rigtig mange af dem. At når de mødes ude i den store verden, så er der en sætning der går igen i samtalerne ”Har du også været på Kunsthøjskolen på Ærø.” Det er nok det tætteste på et ridderslag vi kan komme. TAK.
Sidste sommer kom så dagen hvor Mie og jeg skiltes som kolleger, da hun valgte at gå på efterløn. Jeg var meget spændt på hvordan det ville føles at mangle sin ene halvdel.
Troels er trådt ind på hendes plads, jeg kan jo kun tale for mig selv, men han er et fund der foreløbig ser ud at kunne lide det. Og som jeg kan forestille mig måske en dag vil overtage ansvaret for køkkenbænken.
Dette er skrevet af en ”Oldfrue” der har været med i alle årene, troet på at det er min højskole, elsket det meste og som stadig tror jeg kun er femogtyve år. Takket være et liv blandt ungdom og dejlige kolleger.
Og så er det kaffetid, bænken kalder.
Elsebeth Knudsen