SKULPTUR – modellering, støbning & eksperimenter
v/ Heine Kjærgaard Klausen
En skulptur kan være stor, lille, vellignende, henvisende eller noget helt femte. Skulptur er forførende og kan det hele, for når en klump kan blive til flere klumper… så er man fanget!
Velkommen til et 2-ugers kursus mellem modellering og vilde eksperimenter.
Undervejs vil du blive introduceret til et væld af teknikker og nye arbejdsmetoder. Blandt andet situations- og opstillingsmodellering, negativ modellering og silikoneforme. Der vil også blive taget fat på uægte og ægte gipsforme – det vil sige en form, der både kan bruges én gang eller gentagne gange.
På kurset vil der desuden være mulighed for at lære ”objekt-støbning” samt at støbe med materialer som beton, gips, tin, PU-skum og silikone. Til sidst vil det hele blive sat ind i en sammenhæng og give mening som skulptur. Med eller uden sokkel.
Velkommen til et skulpturkursus der eksperimenterer med formforståelse, nye materialer og udtryk. Udover den daglige undervisning på værkstederne: opgaver, foredrag, billedgennemgange og individuelle samtaler.
Heine K. Klausen (f. 1978) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2006 og var en af initiativtagerne bag galleriprojektet SKULPTURI.dk (2008-2012). Medlem af sammenslutningen DECEMBRISTERNE siden 2011. Modtog i 2015 Statens 3-årige arbejdslegat. Solgt til store danske samlinger. Blandt andet til Leif Djurhuus, Mads Øvlisen og Jens Peter Brask samt Statens kunstfond. Repræsenteres af Galleri Specta.
Se mere
http://www.heineklausen.com
http://www.specta.dk/heine-kjaergaard-klausen.html
Pris kr. 7.170,- Prisen omfatter undervisning, foredrag, kost & logi.
Tillæg for eneværelse kr. 950,-
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen
Kunsthøjskolen på Ærø Vester Møllebakke 4 5985 Søby, Ærø | Forstander: Susan Hinnum Kontortid: Hverdage 9 - 13 Tlf.: 62 58 16 60 | E-mail: info@kunstaeroe.dk | ![]() |