REALISTISK MALERI – den gådefulde virkelighed
v/ Jacob Hoff
På kurset skal vi male billeder, der undersøger virkeligheden omkring os og undervejs finder nye vinkler på det velkendte. Én metode er at kigge efter de ofte oversete detaljer og blæse dem i storformat – en anden er, at knibe øjnene sammen, sløre konturerne og skabe små helheder af verdens overskud af visuel information. Uanset metode bliver de motiver vi troede at kende, med ét gådefulde og nye.
Arbejdet med et figurativt maleri, forudsætter at man giver sig tid til at se og reflektere over, hvordan motivet bedst gengives. Derfor velkommen til et kursus omkring skærpet opmærksomhed på det, der er værd at kigge på, så verdenen kan genfortrylles.
Den daglige undervisning foregår på værkstedet, hvor du vil blive præsenteret for en række af de værktøjer og færdigheder, der findes i den figurative malers værktøjskasse. Gennem oplæg og praktiske øvelser kommer vi undervejs omkring, hvordan man skaber rumlighed på en todimensional flade, samt blander sig frem til den rigtige farve og hvordan farver arbejder sammen på billedfladen.
Kurset er baseret på øvelser, foredrag, samtale, vejledning og feedback og er henvendt til malere på alle niveauer. Desuden vil du blive introduceret til relevante kunstnere og værker på tværs af kunsthistorien, der kan inspirere dig.
På kurset kan der arbejdes med akrylmaling, vandopløselige oliefarver og klassisk oliemaling (med malemiddel uden opløsningsmidler).
Jacob Hoff, født 1976, har en BA i kunsthistorie og er desuden uddannet på Århus Kunstakademi i 2006. De seneste år har han udstillet separat både på SAK Kunstbygning, samt deltaget på en række udstillinger bl.a. i København, Svendborg og Berlin.
Se mere:
http://www.jacobhoff.dk
Pris kr. 7.170,- Prisen omfatter undervisning, foredrag, kost & logi.
Tillæg for eneværelse kr. 950,-
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen
Kunsthøjskolen på Ærø Vester Møllebakke 4 5985 Søby, Ærø | Forstander: Susan Hinnum Kontortid: Hverdage 9 - 13 Tlf.: 62 58 16 60 | E-mail: info@kunstaeroe.dk | ![]() |